Lidt engelsk er nødvendigt

By | 18/11/2011

Skal man virkelig have noget ud af internettet, er der ingen vej udenom at genopfriske det støvede skole engelsk, man lærte i 7’ende. Og går man og tror at fordi man stort set forstår den engelske dialog i  krimierne på TV, så kan man engelsk. Så finder man ud af (jeg gjorde), at der er stor forskel på at forstå det talte ord, og så forstå det skrevne.

Det fandt jeg ud af da jeg fik behov for at forstå det man på engelsk kalder for Tutorials, og som vi nok ville kalde guides. Jeg var blevet grebet af ideen om at jeg skulle lære at lave hjemmesider, og det skulle jeg lære via internettet. Til at begynde med gik det fint med hvad der er af danske sider, der beskæftiger sig med emnet.

Men efterhånden havde jeg været det bedste igennem, og kom helt naturligt ind på flere og flere hjemmesider hvor indholdet er på engelsk. Og så begyndte jeg at få problemer med min engelske sprog forståelse, nu var det ikke længere nok at få en overordnet forståelse af teksten, nu var det de små detaljer jeg søgte. Der var ikke nogen vej udenom, jeg var nødt til at lære noget mere engelsk.

Jeg tjekkede lidt rundt, hvor kunne jeg få noget engelsk undervisning. Først tænkte jeg på af finde en daghøjskole, men det viste sig at være umuligt. Det er blevet dyrt at gå på daghøjskole, så dem der har tid til at gå der har ikke råd, hmm. Så er der aftenskolerne, og det ville helt sikkert også have været en løsning. Men der var kun kurser i engelsk for begyndere, og det punkt er jeg kommet forbi. Så igen måtte jeg ty til internettet.

Med en del hjælp fra Google translat Client, en desktop app som jeg har investeret i. Udvidet med alt hvad jeg har kunnet finde af ordbøger på engelsk og dansk, og leksikons med synonymer gik jeg igang. I første omgang brugte jeg den til bare at oversætte det hele, indtil jeg indså at det lærte jeg ikke noget af. Så begyndte jeg kun at bruge den når der var ord eller sætninger, jeg var i tvivl om betydningen af.

Jeg er nu godt på vej til en bedre forståelse af engelsk, så meget bedre at jeg vil til at udtrykke mig skriftligt på engelsk. Det har, indtil nu, været den største udfordring og det kræver meget mere end at læse og forstå. Men jeg skal nok komme efter det, jeg har fået meget ud af at være selvstuderende på internettet. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis man er villig til at bruge tid på det, og benytter de værktøjer der er. Det eneste jeg har imod det, er at det er et ensomt sted at studere. På en daghøjskole eller aftenskole, ville der være medstuderende og noget samvær med andre og det savner jeg.

Jeg vil slutte med et ønske. Et ønske om at vores nye regering vil lette lidt på de besparelser der er indført på daghøjskoler og lignende. Det ville være skønt hvis jeg som pensionist og halvgammel, kunne komme til at møde andre der stadig har lyst til at lære, selvom skoletiden ligger et halvt århundrede bagude. Om der vil være noget samfunds nyttigt i det vil jeg ikke tage stilling til, men for mig og andre i samme situation kunne det være rigtig fedt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *